tirsdag den 23. april 2013

Gæsteindlæg: Spis sundt og varieret i hverdagen

De fleste af os har en række bestemte retter, som vi laver igen og igen. Det kan være svært at blive ved med at finde på nye ting til aftensmaden, så her kommer nogle tips til, hvordan du får variation ind i din hverdag.


Få farver på tallerkenen
Anretningen af din mad betyder meget, og det er vigtigt, at du får så mange farver som muligt til at være på din tallerken. Der skal både være lyse og mørke farver, samtidig med at tallerkenen ikke må ligne den, du fik dagen før. Når der er mange farver på din tallerken, er der også større chance for, at der er variation i smagen, teksturen, fiberindholdet og næringen.

Udforsk forskellige supermarkeder
Vi har en tilbøjelighed til at handle ind de samme steder, som vi plejer med det samme udvalg af varer. For at få mere variation ind i din kost er det en rigtig god idé at skifte supermarked og få inspiration til nye kombinationer med nye råvarer. Selvom der er tale om de samme produkter, kan smagen godt variere og alle supermarkeder har nogle andre produkter, end andre supermarkeder.

En god idé er også at give dig selv lov til at handle i specialforretninger og købe noget ekstra lækkert en gang imellem. Prøv for eksempel den lokale grønthandler, slagteren, bageren eller fiskehandleren og spørg om måder, hvorpå du kan tilberede de forskellige varer.

Spis efter årstiden
Nogle typer frugt og grønt kan kun fås på bestemte tidspunkter af sæsonen, hvorfor der kommer en helt naturlig variation i de råvarer, du kan lave mad af. Om efteråret er det eksempelvis råvarer som broccoli, kål, rodfrugter, æbler, blommer, havaborre, makrel og havkat, der er at finde i supermarkedet.

Salt, sødt, surt og bittert
Sørg for, at din mad smager både salt, surt, sødt og bittert. Vores hjerne bliver stimuleret forskelligt af forskellige smage, hvilket betyder, at vi kan spise os mæt i én ting og stadigvæk have lyst til en anden ting. Vi er således mere tilbøjelige til at spise varieret og få de nødvendige næringsstoffer, hvilket er positivt.

En række forskningsprojekter tyder endda på, at den bitre smag slanker. En undersøgelse fra Københavns Universitet viser således, at når 40 voksne personer spiste saltet eller bitter mad, så havde de efterfølgende en mindre trang til sukker.

Det er vigtigt med variation i din kost, så du får alle de næringsstoffer, du har brug for og så du glæder dig til hvert et måltid, du skal spise. Prøv nogle af rådene og se, om det kan hjælpe dig til at få noget variation ind i din hverdag.

Skrevet af Andrea fra Fitnews

Flere gæsteskribenter?

Ovenstående indlæg er en testballon. Hvis du er interesseret i at læse andre gæsteindlæg, være gæsteskribent eller synes, at det bestemt ikke høre hjemme på bloggen, så smid en kommentar

Og husk, at du hjertens gerne må bruge artiklen her på din egen blog, ligesom du gerne må dele den med venner og bekendte. Brug "deleknapperne" herunder


Image courtesy of Artur84 / FreeDigitalPhotos.net

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...