lørdag den 1. januar 2011

Hold nytårsaften hver dag - og ændre dit liv.

Nytåret og juleferien er bag os, og vi har nu sat foden i det nye år. En ny start, hvor de fleste af os sikkert har et par nytårsforsæt. Spørgsmålet er, om nytårsforsæt gør mere skade en gavn? Burde vi ikke kigge på, hvorfor vi laver løfter om ændringer? Læs med om en ny og mere effektiv tilgang til ændringer i dit liv.

En undersøgelse fra 2008 viste, at blandt de adspurgte amerikanere, der havde et nytårsforsæt, ville 75% faktisk hellere være foruden nytårsforsæt. De ville foretrække at leve et liv, hvor fokus var på langsigtede ændringer fremfor mere eller mindre gennemtænkte nytårsforsæt. Mon ikke det samme gælder for os danskere?

Baggrunden for at fremsætte disse nytårsforsæt, må være, at vi ønsker en ændring i vores liv. Dømmende ud fra damebladene, så er ønsket om et vægttab, at droppe smøgerne eller begynde at motionere bestemt ikke ualmindeligt. Sagt på en anden måde, så virker det som et almindeligt nytårsforsæt at forsøge at fjerne et par af de uhensigtsmæssige vaner, der præger vores liv.

Men hvorfor vente til nytårsaften, og ikke gøre det med det samme? 
 
Åh, julen. Den skal vi forbi først. Vi har travlt. Har ikke tid. Jeg skal lige vente til efter projektet er færdigt, så går jeg i gang. På mandag, der begynder jeg. Faster Odas fødselsdag er i næste uge, så det må være efter den ... og så videre. Kender vi det ikke alle sammen? Nytårsaften er den perfekte dato. Et helt nyt år, en frisk begyndelse.

Men du behøver ikke vente til nytårsaften. Succesfulde mennesker venter heller ikke til nytårsaften. De tager den nye begyndelse nu, og hver gang de har brug for den. Efter hver succes. Efter hver fejltagelse. Op på hesten igen. Begynd forfra.

Vi vil uundgåeligt fejle. Når vi ikke tillader os at tage en ny begyndelse, når vi har brug for det, er konsekvensen den dårlige samvittighed. Fik vi det gjort? Overholdt vi nytårsforsættet denne gang? Nøh ... så er det sgu også lige meget. Det hele er alligevel ødelagt. Puf, endnu en pose chips forsvinder i trøstespisningens navn. Endnu et kilo til samlingen.

Op på hesten igen. Begynd forfra. 

Tag en ny begyndelse i stedet. Tillad dig selv at fejle. Op på hesten igen. Begynd forfra. Vores nagende ”besøgsvenner” burde, skulle og måtte lader ikke fortid være fortid. De bidrager kun med skyldfølelse og selvmedlidenhed. Totalt ubrugelige indstillinger for at opnå ændring.

Livet bliver derfor rutine og ændringsløst. Kedeligt og det bliver svært at skelne dagene fra hinanden. Hvad lavede jeg i onsdags? Og i torsdags? Sidste weekend kan jeg overhovedet ikke huske.

Hvad gør vi så?

Vær tilstede. Så simpelt er det. Det lyder som en floskel, men det er en dyb pointe. En eller anden dag, er ikke én af ugens dage. Alle de ønske vi har om fremtiden er ofte vage og usikre, og mens vi venter på ”en eller anden dag” forsvinder nutiden. Hvor mange gange har du ikke siddet og kigget på uret eller være halvt på vej ud af døren i situationer, hvor du rent faktisk burde have været til stede? Samtaler, en naturoplevelse, en pudsig hændelse eller et stykke musik, som du kunne have sat pris på, men var så fokuseret på det næste, at det kun blev et vagt indtryk?

En god øvelse i at være tilstede er at bruge morgenens første fem minutter på at overveje: Hvilke ting er de mest vigtige i dag, for at jeg kan blive den, jeg gerne vil være?

Har jeg et brændende ønske om at tabe mig 10 kg, kunne en vigtig ting være at få morgenmad, lave en fornuftig madpakke, få købt ind til aftensmaden, så den ikke står på grillmad.

Med andre ord: hvad ville den person, jeg gerne vil være, gøre?

Øv dig i at tænke sådan i alle sammenhænge. Hvad ville den person, jeg gerne vil være, gøre i denne her situation?

Fejler du. Så er det op på hesten igen. Begynd forfra. Hele tiden. Ingen skyldfølelse. Ingen selvmedlidenhed. Om og om igen. Opfør dig som den person, du gerne vil være.

Tag en ny begyndelse, når du har brug for det. Hold nytårsaften hver dag i stedet for én gang om året. 

Godt nytår. 

Image: Filomena Scalise / FreeDigitalPhotos.net

2 kommentarer:

  1. Hej M. Hansen

    Fin artikel, dog lidt lang. Men glemmer du ikke en meget ting? Når en person ønsker at ændre på noget, skal personen jo også ændre en vane. En vane for personen kunne f.eks. være at stoppe med at ryge. Nyere forskning viser at det er vanskeligt at ha gang i forandringsprocesser. Og derfor er der mange der falder tilbage i de gamle vaner igen. Eks. viser det sig at af personer der har gennemført et vægttab falder de 80% tilbage i de gamle vaner indenfor 2 år og tager det tabte på igen. Min konklusion er derfor at ønsket om at ændre en vane til en anden starter et helt andet sted: I tanken. Kort sagt drejer det sig om at kunne gøre sig fri af tankens magt. Hvad siger du til det?

    Kan du ha et godt og lykkebringende nyt år

    vh knud

    SvarSlet
  2. Tak for kommentaren.

    Vaneændringen ligger implicit i at følge et forbillede. Naturligvis er det vanskeligt at ændre en vane. Jo ældre den er, jo mere rodfæstet er den i vores personlighed. Netop derfor er tanken med at arbejde med et forbillede at få en bevidstgørelse af den dårlige vane og aktivt bearbejde den. Uden skyldfølelses, når det glipper, vel at mærke.

    Din reference til de 80% er jeg meget interesseret i at høre mere om. Hvor har du læst det?

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...