fredag den 29. juli 2011

10 årsager til, at du ikke taber dig

Helt elementære årsager kan være skyld i, at dine forsøg på at tabe dig slår fejl. Hvis vægten synes at være frosset fast eller din vægt falder for bare at hoppe op igen, så er der risiko for, at du laver én eller flere af disse vægttabsfejl. 


Jeg bruger en del tid inde på I forms og Motion-onlines fora, og et spørgsmål, der går igen og igen er, hvorfor taber jeg mig ikke? Det må være ufatteligt frustrerende, når man virkelig synes at have ydet en stor indsats med at få styr på maden, og så sker der bare ingenting. Hvad dælen stiller man så op? Hvad gør man forkert?

De 10 fejlgruber herunder er lavet ud fra artikler, ekspertsvar og kloge brugersvar fra de forskellige fora. Jeg kan desværre ikke bryste mig af at have udtænkt dem alle, men jeg er helt sikker på, at de er utrolig udbredte.

Jeg håber, at du finder årsagen til, hvorfor du ikke taber dig her.

1) Du springer over morgenmaden

At springe over morgenmaden kan virke som en let måde at fjerne nogle kalorier på, men resultatet kan let blive, at du går rundt og føler sig småsulten indtil næsten måltid. Problemet kan let blive, at du går og småspiser slik eller spiser en større potion middagsmad end planlagt. Faktisk viser forskning, at du har en større chance for at bibeholde eller ligefrem mindske din vægt, hvis du spiser en fiberrig og proteinholdig morgenmad.

2) Du glemmer småhapserne

Og apropos at småspise. Du har sikkert helt styr på, hvor mange kalorier du indtager ved hvert måltid, men hvad med maden i mellem måltiderne? Måske spiste du lige et stykke ost inden du vejede maden, eller måske skulle du lige smage et enkelt stykke af kollegaens bolcher? Alle disse småhapser tætter med i regnskabet, og kan let sabotere en ellers velplanlagt diæt. Husk at tælle alt med!


3) Du småhapser slet ikke

Selv om alle de små uplanlagte måltider bestemt kan vælte kalorieregnskabet, så kan planlagte småhapsen gøre det modsatte. Det kan være en god strategi til at undgå sult og modvirke sukkertrang, hvis du spiser med jævne mellemrum. Proteinholdige eller kaloriefattige snacks fx som nødder og gulerødder kan være en god hjælp til at holde dig på diætens smalle sti.

4) Du følger en mirakelkur

Mange af os vil så gerne tabe de sidste kilo, at vi hopper på en af de kulørte blades diæter. Måske går kuren ud på, at du kun må spise ananas eller suppe. Du får effektivt skåret ind energiindtag ned til 1000 kcal om dagen - og sørme om du ikke også taber dig. Men bagsiden ved den slags kure er, at dit stofskifte nedsættes. Og lige så snart du vender tilbage til din oprindelige kost, så ryger kiloene på igen - plus nogle ekstra, fordi din krop ikke længere forbrænder energien lige så hurtigt.

5) Du spiser fedtfattige fødevarer

I starten af 80'erne blev fedtfattige produkter utrolig populære, men selv om folk købte og spiste disse produkter tabte hovedparten sig ikke. Og hvorfor ikke? Fordi fedtfattig ikke betyder energi-fattig. I praksis ender det ofte med, at man spiser et større stykke fedtfattige kage end man ellers ville med alm. kage. Den eneste måde at holde styr på, hvor meget energi man indtager, er desværre ved at kigge på varedeklarationen.

6) Du drikker for mange kalorier

Vi er allesammen helt med på, at maden skal vejes og tælles med i regnskabet, men hvad med det vi drikker? Juice, sodavand og endda sukkersødet te og kaffe indeholder masser af kalorier. En 1/2 l cola indeholder fx 210 kcal, som svarer til en lille portion fritter på McDonalds. Og det værste er næsten, at flydende kalorier ikke mætter synderligt.

7) Du glemmer din daglige mælk.

Mælk, ost og is har fået et dårligt ry, men at droppe disse produkter kan modarbejde dit vægttab. Der er efterhånden en del forskning, der tyder på, at kalkholdige fødevarer øger kroppens fedtforbrænding. Det pudsige er så, at effekten er højst hvis kalken fås gennem mejeriprodukter sammenlignet med kosttilskud. Så husk din daglige mælk.

8) Du vejer dig hver dag

Daglig vejning er den perfekt opskrift på frustration og hjælper ikke en disse. Langt vigtigere er det, at du koncentrere dig længerevarende vægttab - måske med ugentlige vejninger. Hvis dit mål er at tabe dig et halvt eller helt kilo om ugen, så er det langt mere tilfredsstillende at se store spring på vægten end de frustrerende vægtsvingninger, som daglige vejninger viser

9) Du har urealistiske mål

 At tabe sig er hårdt arbejde, og du kommer aldrig til at tabe dig 10 kilo på 10 dage. Det er ren blændværk og en direkte kurs mod fallit. Og selv om du rent faktisk taber dig nogle kilo på de 10 dage, så kommer det hele til at virke som spild af tid. Du nåede ikke målet, hvorfor så fortsætte? Langt bedre er det, at sætte sig et realistisk mål, og så arbejde stille og roligt fremad.

10) Du motionerer ikke

Uden træning til at assistere dit vægttab, så skal energitabet kommer fra kosten alene. Hvis du rører dig mere, så er der plads til at spise flere af de gode sager samtidig med, at du stadig taber dig. Tricket er at finde en motionsform, som du holder af. Hvis løbeture overhovedet ikke er dig, så prøv svømning, cykelture eller en trampolin. Brug tid på at finde den motionsform, der passer til dig og din hverdag.

Image: 89studio / FreeDigitalPhotos.net

2 kommentarer:

  1. Især de sidste om ikke at motionere tror jeg har rigtigt meget at sige. Jeg har den opfattelse, at man faktisk kan tillade sig det meste, hvis bare man husker at motionere også..

    SvarSlet
  2. @Halfdan

    Tak for kommentaren. Jeg er delvist enig med dig. I hvert fald på den måde, at meget aktive mennesker ofte spiser nogenlunde fornuftigt og derved kan spise så meget de vil af den fornuftige mad.

    Noget helt andet er, at man slet ikke kan motionere nok til at kunne leve af fastfood og samtidig tabe sig.

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...